Vi er netop i gang med en større opgradering af vores webhotel-platform. Senest har vi skiftet til MariaDB fra MySQL og nu er vi nået til PHP, hvor vi skifter fra 5.4 til 5.6 som standard.
Alle nye webhoteller har det seneste stykke tid kørt den nye version succesfuldt og nu er tiden kommet til eksisterende webhoteller, som også skal have glæde af mere fart og flere funktioner. Det er dog en smule risikofyldt, da hjemmesider kan indeholde kode, som ikke er kompatibel med PHP 5.6. Vi vil derfor bede dig sikre, at CMS, plugins osv. er helt up to date og understøtter version 5.6.
Ved du allerede nu at din hjemmeside ikke virker med PHP 5.6, hører vi meget gerne fra dig. Er du i tvivl, må du meget gerne kontakte os, og så hjælper vi med at tjekke det inden opgraderingen.
Du kan finde dokumentation om ændringerne på følgende sider.
Skift af PHP version
Som noget nyt giver vi nu mulighed for at skifte PHP version. Udover 5.6, bliver det muligt at skifte til 5.5. Det kan være relevant, hvis ens hjemmeside laver vrøvl med den nyeste version – 5.6.
Skift af PHP version kan ske via vores kontrolpanel Mit Netsite og kræver ingen flytning af server. Der kan dog gå op til en halv times tid, inden ændringen slår igennem på alle servere og vil først virke, når dit webhotel er blevet opgraderet.
PHP 5.4 udgår
Vi har valgt ikke at videreføre PHP 5.4, da denne version udgår i de officielle releases, som vi følger. Der er nemlig kun få måneders levetid tilbage i den gamle version, som når EOL (end of life) til september og derfor ikke længere får sikkerhedsopdateringer. Det er derfor i praksis ikke muligt for os at videreføre denne version.
- PHP 5.5 har EOL d. 20. juni 2016
- PHP 5.6 har EOL d. 28 august 2017
Se nærmere på http://php.net/supported-versions.php
Skulle din hjemmeside have problemer med både PHP 5.5 og 5.6, vil vi i en overgangsperiode kunne tilbyde den gamle version på en gammel server ved henvendelse til vores support.
PHP 7 kommer snart
Efterfølgeren til PHP 5.6 bliver hverken PHP 5.7 eller 6.0, men kommer derimod til at hedde PHP 7.0. Det store spring i versionsnummeret skyldes, at det er andet forsøg på en efterfølger til PHP 5. Det tidligere forsøg blev udviklet under navnet PHP 6, men for at undgå forveksling hermed, kommer den aktuelle efterfølger til at hedde PHP 7.
Samtidig er der store forbedringer i vente. Ydelsen vil i mange tilfælde være omkring det dobbelte i forhold til PHP 5 og være på højde med hastigheden, som der kan opnås med HHVM – den særlige PHP variant udviklet af Facebook. Se PHP 7 benchmarks.
Udover den voldsomt forbedrede ydelse, vil en række klassiske PHP funktioner udgå. Heriblandt de gamle MySQL funktioner, som vi tidligere har advaret om. Dvs. at hvis du endnu ikke har skiftet til MySQLi eller PDO, er det ved at være tid.
PHP 7 forventes klar inden året er omme, og vi kommer muligvis allerede til at tilbyde det i betatest-perioden for interesserede brugere.
Flere forbedringer på vej
Yderligere forventer vi snart kunne annoncere flere forbedringer i løbet af sommeren. Bl.a. vil vi inden længe opgradere med mere diskplads på vores webhoteller.
Tilmeld dig gerne vores nyhedsbrev, så du bliver holdt opdateret. Tilmelding kan ske ude i sidebaren eller i bunden af siden på mobil/tablet.
Skriv et svar