I slutningen af 2018 stopper support til PHP 5.6 og 7.0, som når “end of life” henholdsvis d. 31. december og d. 3. december. Det betyder at der ikke længere kommer opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, fra PHP udviklerne til disse to versioner.
Derfor vil man i praksis ikke længere sikkert kunne benytte 5.6 og 7.0. Emnet er nærmere beskrevet på http://php.net/supported-versions.php
Vi vil derfor i løbet af oktober opgradere alle der stadig kører en af disse to gamle versioner til PHP 7.1. Vi er opmærksomme på, at ikke alle problemfrit vil kunne skifte til nyere versioner, men ved at foretage opgraderingen tidligere, vil der stadig kunne skiftes tilbage og foretages de nødvendige rettelser på hjemmesiden.
Du kan allerede nu med fordel selv via Mit Netsite skifte PHP version for din hjemmeside, fremfor at vente på os. Vi anbefaler, at du skifter til den nyeste version (7.2) og efterfølgende tjekker din hjemmeside. Ved fejl kan du nedgradere igen og udbedre fejlene før du opgradere på ny. Husk at aktivere error.log midlertidigt, således at du kan tjekke hvilke fejl der eventuelt optræder på dine sider.
Den typiske årsag til fejl vil være manglende opdateringer af CMS (f.eks. WordPress, Joomla eller Drupal). Det er yderst vigtigt, at man løbende holder sit CMS up-to-date, således at man undgår sikkerhedsproblemer, får rettelser af fejl og de nyeste features.
Flest ændringer for PHP 5.6 brugere
For dem der opgraderer fra PHP 5.6 vil der være flest ændringer. Bl.a. udgår de gamle mysql-funktioner. Vi har i et tidligere blogindlæg fra 2016 skrevet mere om det – Se PHP 7 som standard på vores webhoteller
De gamle PHP versioner fjernes helt
I starten af november fjerner vi muligheden for at vælge de gamle versioner. Hvis en midlertidig nedgradering er nødvendig, vil det skulle ske via henvendelse til vores support.
Når “end of life” datoen bliver nået, så gennemfører vi en tvungen opgradering af alle, som fortsat kører PHP 5.6 og 7.0 til version 7.1.
Kontakt endelig vores support, hvis du skulle have nogen spørgsmål til ovenstående.
PHP 7.3 (kommer snart)
Hvis alt går efter planen, så bliver PHP 7.3 officielt lanceret i december 2018, og der vil vi også være klar med muligheden at opgradere hertil via Mit Netsite. I starten af det nye år (2019), bliver det formentlig standard for alle nyoprettelser.
Skriv et svar