Den 10. juni 2014 frigav Nominet, som siden 1996 har stået for administrationen af .uk, selve top-level-domænet .uk og åbnede dermed op for registreringen af second-level-domæner som vi kender det i Danmark med .dk – Samtidig fik nuværende registranter af domæner under .co.uk, .org.uk, .me.uk, .net.uk, .plc.uk, og .ltd.uk, retten til registrering af tilsvarende navne under .uk.
Denne ret har man som registrant, hvis ens domæner er fra før 29. oktober 2013. I følge Nominet er der tale om 3,2 millioner såkaldte third-level domænenavne, for hvem retten eksisterer til det samme navn som second-level .uk-domæne.
Retten til registrering udløber d. 25. juni 2019 og reserverede navne frigives 1. juli 2019 – Har du endnu ikke gjort det, kan registreringen af dine .uk-domæner inden fristens udløb, ske via vores domænesøger eller ved at tage kontakt til os på salg@netsite.dk.
Opdatering 4/7 2019: På https://www.nominet.uk/reserved-uk-rights-faqs/ kan du se hvordan de reserverede domæner udgives i faser og batches.
Hvorfor har man ikke brugt .uk til at starte med?
Britiske domæner har man frem til den 10. juni 2014 kun kunne registrere som third-level-domæner:
- [ditdomæne].co.uk (Kommercielt)
- [ditdomæne].org.uk (Organisation)
- [ditdomæne].me.uk (Privat)
Hvert land bestemmer sin egen domæne-konstruktion, og for briterne har intentionen med “co”, “org” og “me” været, at forskellige interesser, skulle kunne vælge den domæne-endelse der passer bedst til projektet, samtidig med at den besøgende nemmere ville kunne afkode om det er en kommerciel eller privat side.
Den lette løsning: Defensiv registrering + URL viderestilling
Det giver sig selv, at ikke mange har rykket fra .co.uk/.org.uk til .uk, da processen indebærer en del praktisk arbejde med ens hosting, herunder hjemmeside, SEO og e-mail. Opgaven er ikke umulig, men 5 år efter udgivelsen af .uk, står .co.uk/.org.uk stadig som de mest udbredte domæner i Storbritannien.
Med udgangen af april 2019, er fordelingen således at registrerede domæner under .co.uk, .org.uk, .me.uk, .net.uk, .plc.uk, og .ltd.uk, er ca. 9,7 millioner, mens ca. 2,4 millioner har sikret sig .uk-domænet.
Selvom man ikke agter at skifte til .uk, bør man som minimum lave en defensiv registrering af ens .uk-domæne, så man sikres brugsretten til det. Ydermere er det god domæne-skik at sørge for at ens .uk-domæne (med og uden www) videresender besøgende til ens .co.uk-domæne – Eller at begge ens britiske domæner videresender besøgende til det internationale hoveddomæne man bruger.
.uk-domænet er ikke relevant for alle, men som virksomhed eller organisation af nævneværdig størrelse, eller med interesse i Storbritannien, bør man sørge for, at alle ens britiske domæner er sikret, og hvilket i dag gælder registrering af både .uk og .co.uk eller .org.uk. Og med en DNS Service, at lave ‘best practice’ viderestillinger.
Hvordan bruger Danmarks største virksomheder deres .uk-domæner?
- Mærsk – Bruger www.maersk.com – Har maersk.co.uk, men ikke maersk.uk
Viderestiller kun www.maersk.co.uk, ikke maersk.co.uk - Novo Nordisk – Bruger www.novonordisk.co.uk – Har novonordisk.uk
Viderestiller korrekt - ISS – Bruger www.uk.issworld.com – Har issworld.co.uk og issworld.uk
Viderestiller ingen af dem - Arla Foods – Bruger www.arlafoods.co.uk – Har arlafoods.uk
Viderestiller korrekt - Vestas – Bruger www.vestas.com – Har vestas.co.uk og vestas.uk
Viderestiller korrekt - Danish Crown – Bruger www.danishcrown.com – Har danishcrown.co.uk og danishcrown.uk
Viderestiller kun www.danishcrown.co.uk, ikke danishcrown.co.uk eller *.danishcrown.uk - Carlsberg – Bruger www.carlsberg.com/en-gb/ – Har carlsberg.co.uk og carlsberg.uk
Viderestiller kun *.carlsberg.co.uk, ikke *.carlsberg.uk - Ørsted – Bruger orsted.co.uk – Har ikke orsted.uk, som bruges af anden virksomhed
- Danfoss – Bruger www.danfoss.com/en-gb/ – Har danfoss.co.uk og danfoss.uk
Viderestiller korrekt - Lego – Bruger www.lego.com/en-gb/ – Har lego.co.uk og lego.uk
Viderestiller kun *.lego.co.uk, ikke *.lego.uk
Ovenstående gennemgang viser at enkelte virksomheder gør det helt efter bogen, men også at der er mangler – Særligt Mærsk og Ørsted skiller sig ud:
Ørsted registrerede orsted.co.uk den 26. august 2016, mens en helt anden virksomhed, sikrede sig orsted.uk den 12. oktober 2017 – For dem begge er det en dårlig situation at stå i, da de unægtelig vil se e-mails blive sendt til det forkerte domæne, og besøgende gå det forkerte sted hen. Som datoerne viser, kunne Ørsted have undgået situationen, hvis de bare have sikret sig .uk-versionen af deres domæne da de registrerede .co.uk.
Mærsk har endnu ikke registreret maersk.uk – Som registrant af maersk.co.uk fra før 29/10 2013 har de retten til maersk.uk, men i skrivende stund har de ikke brugt den og domænet er ledigt. Den 1/7 kan en anden virksomhed eller privatperson derfor registrere domænet. Mærsk kan så klage over det ved Nominets Dispute Resolution Service (DRS), men det er nu engang nemmere og langt billigere, at få sikret sig ens domæner, når de er ledige.
Skriv et svar