I marts ændrede vi anbefalet PHP version, således at alle webhoteller, der kørte med anbefalet PHP version, gik fra 7.4 til 8.0 – Herefter kunne man nedgradere igen, hvis det medførte problemer for hjemmesiden.
Nu er vi nået til næste skridt, hvor vi opgraderer alle tilbageværende, der stadig specifikt har valgt at køre PHP 7.4. Det skyldes at PHP 7.4 når “end of life” d. 28. november 2022. Der kommer efter denne dato ikke længere officielle sikkerhedsopdateringer til PHP 7.4, og det kan derfor ikke længere forsvarligt benyttes.
Du kan læse mere omkring udgivelsesplanerne for PHP på https://www.php.net/supported-versions.php
Opgraderingerne til PHP 8.0 vil ske i løbet af uge 43 (24. – 30. oktober) – Giv os derfor gerne besked forinden, hvis du allerede er i gang med at opgradere din hjemmeside, og derfor endnu ikke ønsker PHP versionen ændret.
I dette blogindlæg
- Hvad skal jeg foretage mig i denne forbindelse?
- Op- eller nedgrader nemt PHP version via vores nye kontrolpanel: netsite.app
- Har du ingen udvikler eller webmaster tilknyttet din hjemmeside?
- WordPress & PHP 8
- Min side når ikke at blive klar til PHP 8.0
Hvad skal jeg foretage mig i denne forbindelse?
Vi anbefaler naturligvis at du selv prøver at gå ind og lave opgraderingen inden vi gør det, og dermed får tjekket, om din side fungerer med 8.0. Hvis det fejler, kan du nedgradere igen og rette fejlene, inden du opgraderer igen.
Det er vigtigt at undersøge om ens side virker som den skal med PHP 8.0, når opgraderingen er sket. Virker siden ikke, eller elementer på den, kan man nedgradere til 7.4 igen, og så få gjort ens side klar til udløb af PHP 7.4 den 28. november 2022.
Se Migrating from PHP 7.4.x to PHP 8.0.x fra php.net.
Hvis din side ikke virker, eller er elementer på den stoppet med at virke, og kan du ikke selv løse dette, men samtidig er den hjemmeside-ansvarlige, kan Netsite bistå med referencer til udviklere eller webbureauer, som kan forsøge at hjælpe dig.
Op- eller nedgrader nemt PHP version via vores nye kontrolpanel: netsite.app
Vi har åbnet op for adgang til vores nye kontrolpanel, som kaldes netsite.app, hvilket også er domænet det findes på. Noget af det væsentlige vi har ville med kontrolpanelet, er at minimere antal af klik for at udføre en handling. For at skifte PHP via netsite.app, skal du derfor blot:
- Logge på https://netsite.app/
- Klikke på Hjemmeside i venstre-menuen.
- Klikke på dropdown-menuen i PHP kolonnen ud for domænet, hvor der så kan ændres PHP version.
- Afvent ændringen – Nye indstillinger indlæses fire gange i timen.
Har du ingen udvikler eller webmaster tilknyttet din hjemmeside?
Har du ingen udvikler eller webmaster tilknyttet din hjemmeside, må du gerne kontakte os – Vi vil kunne henvise dig til kompetente freelancere eller webbureauer, som kan forsøge at hjælpe med at få din side til at fungere med PHP 8.0, hvis der vel og mærket er problemer.
WordPress & PHP 8
Med hver ny PHP version følger som regel nogle kompatibilitetsproblemer. I forhold til WordPress, anbefaler vi, at du kører med nyeste WordPress-version eller mindst 5.6, som basis for en problemfri PHP 8.0-oplevelse.
Derudover, hvis du har temaer eller plugins som endnu ikke er klar til PHP 8.0, vil vi anbefale at du som bruger/kunde hos udviklerne af disse, ligger pres på dem, i forhold til at få sørget for dette. Du vil ikke være den eneste.
Læs gerne vores artikel om vedligeholdelse af hjemmesider.
Min side når ikke at blive klar til PHP 8.0
Som noget nyt, vil vi, hvis der er behov og efterspørgsel, oprette en særskilt webserver til PHP 7.4. På den vil man kunne fortsætte med den gamle PHP version imod et tillæg. Ligeledes skal man være opmærksom på, at sikkerheden er lavere og ikke er omfattet af vores databehandleraftale. Serveren kan ligeledes blive lukket med øjeblikkelig eller kort varsel ved alvorlige sikkerhedshuller i PHP 7.4. Løsningen er udelukkende tiltænkt som en midlertidig overgangsløsning.
Kontakt os, hvis det har din interesse.